Ofte stillede spørgsmål
Mine supportsager
Hjælp og support
Opret bruger - Log ind
Hopregister forside
Søg kanin
Tilføj kanin
Kaninoversigt
Søg fører
Føreroversigt
Søg stald
Tilføj stald
Staldoversigt

Hopregisterets Årsrapport 2015

Tal og fakta for Kaninhop i Danmark

2015 har været det hidtil mest aktive år inden for kaninhop, både med hensyn til antal stævner, antal konkurrencer og antal starter i alt. På trods af at der på Sjælland blev holdt lidt lavere profil i efteråret pga. myxomatose, så blev der i 2015 afholdt i alt 168 stævner over hele landet, hvilket er 7,7% over den hidtidige rekord fra 2012 og det vil faktisk sige at der i gennemsnit er blevet afholdt 3,2 stævner pr. uge over året. Antallet af konkurrencer er faktisk steget endnu mere – i 2015 er der i alt afholdt 624 konkurrencer, hvilket er en væsentlig stigning med 27,6% i forhold til den hidtidige rekord på 489 konkurrencer fra 2014. Antallet af konkurrencer i veteran lige er steget med 163% fra 2014 til 2015 og elite kroget er steget med 150%. Det er kun de lette klasser og længdehop, som er faldet en smule i antal i forhold til sidste år.

Antallet af starter lagde vi hårdt ud med fra årets begyndelse, men det højeste antal starter vi har haft i januar og februar. I maj havde vi 1637 starter, som er det højeste vi nogensinde har haft på en måned. Og vi slutter året af med rekord for november og december også. På hele året er vi kommet op på 13582 starter, hvilket er 5,7% over rekorden fra sidste år.

Højdespringeren i antal konkurrencer er Gladsaxe Kaninforening, som har holdt mere end dobbelt så mange konkurrencer i forhold til året før. Med 100 afholdte konkurrencer er Gladsaxe dermed suverænt den forening, som har afholdt fleste konkurrencer i løbet af året. Det er i gennemsnit 1,9 konkurrencer om ugen, hvilket er ret godt klaret.

Desværre har vi i år oplevet et fald i antal aktive udøvere, som har været ude og deltage i konkurrencer. Vi har i en del år ligget på mellem 205 og 220 aktive konkurrenceudøvere om året, men i 2015 er vi kommet ned på 195 konkurrenceudøvere. Det ser ud til at det specielt er tilgangen af nye hoppere, som halter lidt bagefter, så vi må prøve at arbejde på at bliver klogere på, hvor og hvordan vi skal målrette vores PR, for at få nye hoppere til.

Årets Hopkanin var indstillet fra 9. september til 19. november pga. flere myxomatoseudbrud på Sjælland. I den resterende del af året er blevet uddelt 2353 point til 500 hopkaniner. Med pointpausen i efteråret giver det færre point og kaniner over året sammenlignet med 2014. Resultatet for Årets Hopkanin 2015 bliver offentliggjort i forbindelse med DM 2016 i Slagelse den 11.-13. marts 2016.

Det højeste der er blevet hoppet til konkurrence i 2015 er 90 cm, som blev klaret til DM 2015 i Horsens  i maj af både Neottia Nidus-avis ført af Lisa Hein (i andet forsøg) og af Lykkes SCh. Fancy Faith ført af Karina Jensen (i tredje forsøg). Det længste der er blevet hoppet i 2015 er 255 cm, som blev klaret til Stævne i Køge i juli af Winds GCh. Anakin Skywalker ført af Mette Wind.

I løbet af året er der blevet uddannet 4 nye dommere: Tanja Skou Pedersen fra Midt- og Vestsjælland, Stina Brahtz Nagel fra Gladsaxe, Janni Brenholdt fra Holbæk og Karina Vilsbøll fra Vejle.
Den dommer, som har dømt flest konkurrencer i løbet af året er Stina Brahtz Nagel, som har dømt 79 konkurrencer med i alt 1275 starter. Det er dog Heidi Mønsted, som har dømt flest starter i løbet af året med i alt 1438 bedømte starter.

Den fører/dommer der i løbet af 2015 har været ude til flest stævner er Stina Brahtz Nagel med i alt 65 stævner. På 2. pladsen kommer Patricia Møllnitz med 59 stævner og på 3. pladsen Mia Hansen med 51 stævner. Den der har været med som deltager i flest stævner er dog Patricia Møllnitz.

Det største stævne i året var USM i Videbæk i maj med 665 starter og største konkurrence i 2015 var middelsvær kroget også ved USM i Videbæk med 96 starter. Begge dele er langt fra tidligere års rekorder.
Årets første stævne var igen i år Nytårskur på Naturcenter Skovgaard ved Horsens den 1. januar 2015 og årets sidste stævne var Nytårsstævne på Grønnegården i Søborg den 30. december 2015.

Den kanin der i løbet af året har vundet flest TOP 3 placeringer er Stampegårdens GCh. Mystic Maze, som har i alt 24 TOP 3 placeringer. Og den kanin, som har vundet flest certifikater er Stampegårdens Ch. 9/11 med i alt 11 certifikater.

Siden sidste år er de største stamtræer i Hopregisteret blevet endnu større. Det største stamtræ er nu oppe på 601 kaniner. Det er Stampestaldens unger efter A is for Answers af Gress (5191) og Fionas Deadly Delusion (5102). Kaninen med det dybeste stramtræ er Nødkærlunds Keeper L, som har et stamtræ med 17 generationer. Og kaninen med flest billeder i sit stamtræ er Kandies Tomás, som har 191 billeder i stamtræet.

Året rundt, nat og dag, er der aktivitet på Hopregisteret. I gennemsnit bliver der lavet godt 12 ændringer/tilføjelser i Hopregisteret om dagen (resultater ikke medregnet) og det bliver til omkring 4500 ændringer i 2015.

I 2014 var 48% af brugerne på Kaninhop.dk via en PC og 37% via mobil. I 2015 er mobilen gået i front med 48% af brugerne og 39% af brugerne er på fra PC. De resterende brugere er på fra tablet.

Rasmus Bjerner



Læs tidligere års årsrapporter:

Hopregisterets Årsrapport 2014







Kontakt
Kontakt


© Copyright
Design og layout: Rasmus Bjerner
Der tages forbehold for fejl og mangler.